15 år efter orkanen
Se, hvilke ødelæggelser østjyderne vågnede op til
Den 3. december 1999 er en dato som mange danskere vil kunne huske tilbage på.
Her blev landet ramt af en voldsom orkan, som forårsagede ødelæggelser for 13 milliarder kroner.
Om morgenen den 4. december kunne man blandt andet i Østjylland vågne op til væltede træer, oversvømmelser, ødelagte tage og smadrede ruder.
Flere steder måtte elmaster bukke under, og det betød, at flere østjyder var uden strøm i flere timer.
I Ålstrup ved Gylling Næs blev en lade blæst omkuld og på havnen i Randers måtte man kæmpe en hård kamp for at holde vandmasserne på afstand samtidig med, at der var udbrudt brand i skibsværftet.
Orkanen kostede i alt seks personer livet på landsplan. En af dem var en 53-årig mand fra Skanderborg, som kørte ind under et væltet træ i Kattrup nord for Horsens.
Se eller gense TV 2 | ØSTJYLLANDs nyhedsudsendelse fra den 4. december 1999 i videoen øverst på siden.
I videoen kan du møde flere af de østjyder, der fik massive skader på deres boliger efter stormen.