15-årig pige befamlet mens hun ventede på bussen
Politiet søger vidner efter overgreb i Søften søndag aften
Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden, efter at en 15-årig pige søndag aften blev udsat for et overgreb i Søften ved Hinnerup.
Episoden fandt sted ved et busstoppested på Grønhøjvej. Her sad den 15-årige ned, da en ukendt mand kl. 19.55 på engelsk spurgte hende om, hvornår bussen kørte.
Læs også
Pigen rejste sig op for at gå hen og se på busplanen. Manden gik efter, tog fat i pigen og begyndte at beføle hende på kroppen.
Ifølge Østjyllands Politi fik pigen dog vristet sig fri, hvorefter hun løb væk fra stedet.
Episoden blev senere anmeldt til politiet. Det er dog endnu ikke lykkedes at finde frem til gerningsmanden.
Politiet efterlyser vidner
Manden, der befølte pigen, er 30-35 år og spinkel til almindelig af bygning. Han er 180-185 centimeter høj og har mørkt hår og skæg på hage og kæbe.
Manden er formentlig af mellemøstlig oprindelse.
Læs også
Da overgrebet fandt sted, var han iført sort jakke med lynlås på den øverste del af begge ærmer. Under jakken bar han en mørk hættetrøje, hvor hætten var trukket op over hovedet. Manden var iført sorte cowboybukser og sorte strik-fingervanter.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set manden i området ved busstoppestedet på Grønhøjvej i Søften ved 20-tiden søndag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.