Cykelsti til 44 mio. kr
Otte kilometer cykelsti koster dyrt
Det lader ikke umiddelbart til at Aarhus Byråd vil betale 44 mio. kr for en cykelsti på otte kilometer langs med den kommende letbane.
Politikerne diskuterede på det seneste byrådsmøde, om der skal etableres en cykelsti fra den kommende nye by ved Lisbjerg til Skejby.
Planen er, at cykelstien skal følge den kommende letbane, og på den pågældende strækning skal der bygges fire broer, herunder en 350 m lang bro over Egådalen, skriver jp.dk.
Teknik- og miljørådmand Laura Hay (V) fremhæver, at cykelstien skal forbinde en ny by med op til 25.000 indbyggere med et stort erhvervsområde i Skejby, hvor alene det kommende supersygehus vil få næsten 10.000 arbejdspladser.
- Der er allerede en cykelsti langs Randersvej, den kan vi beholde, men byrådet har i Cykelhandlingsplanen ønsket en supercykelsti, hvor cyklisterne kan komme hurtigt og sikkert frem. Ved at følge letbanen undgår vi ulemper med store terrænforskelle, udtaler hun til avisen.
Byrådet vil nu have teknisk udvalg til at undersøge, om det kan gøres billigere, evt. ved at lade cykelstien følge Randersvej.
I øvrigt er det planen at søge tilskud fra statens pulje til supercykelstier, der kan finansiere op til halvdelen af udgiften.