Folketinget giver Elbæk orlov
Har brug for tid sammen med sin mand
Folketinget giver på årets sidste arbejdsdag orlov til De Radikales forhenværende kulturminister Uffe Elbæk.
Den tidligere aarhusianske rådmand og leder af KaosPilot-uddannelsen får bevilget orlov med 112 stemmer for, mens ingen stemmer imod.
Uffe Elbæk har oplyst, at han har brug for at have noget tid med sin mand, Jens Pedersen, efter sin tilbagetræden som kulturminister. Hans mand blev 1. maj i år ansat i Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK).
Elbæk gik af efter kritik af sin rolle i AFUK.
Har udvidet undersøgelsen
Uffe Elbæk erkendte ved et timelangt samråd i Folketingets kulturudvalg, at en embedsmand havde advaret, da Elbæk som minister foreslog sit sjette arrangement i AFUK.
Kulturudvalget har bedt Rigsrevisionen undersøge sagen, og Rigsrevisionen har udvidet undersøgelsen efter oplysninger om utilfredsstillende forhold i Kulturministeriet.
Uffe Elbæk er afløst som kulturminister af partifællen Marianne Jelved, som fik en lufttur i AFUK i tiltrædelsesgave af Elbæk.
Uffe Elbæk afløses under sin orlov fra Folketinget af partifællen Pernille Boye Koch, som er 1. stedfortræder i Københavns Storkreds.