14-årig fik tæsk i frikvarter

En 14-årig dreng blev uden anledning slået flere gange i hovedet, efter at han havde besøgt et butikscenter i frikvarteret.

En 14-årig elev på Nordgårdskolen i Gellerup blev torsdag udsat for vold i et frikvarter midt på dagen.

Drengen var sammen med en jævaldrende kammerat taget en tur i det nærtliggende butikscenter, City Vest. Her traf de en 13-årig dreng, der tilsyneladende uden anledning skubbede den 14-årige hårdt ind i en butiksrude.

Da drengene kom tilbage til skolen, dukkede den 13-årige igen op og overfaldt den samme dreng igen, denne gang med flere knytnæveslag i hovedet.

En lærer greb ind, og den 13-årige forsvandt. Den 13-årige dreng er ikke elev på Nordgårdskolen.