14-årig bag røveri mod tankstation
En 14-årig blev afsløret kort efter, at han havde truet sig til 1500 kroner på en tankstation i Rønde.
24. jan 2005, kl. 15:00
Mere end 30 dage gammel
En 14-årig dreng havde ikke heldet med sig, da han ved 21-tiden i aftes begik røveri mod en Statoil-tankstation på Hovedgaden i Rønde.
Den 14-årige truede ifølge politiet ekspedienten med en metalgenstand, hvorefter han fik udleveret 1500 kroner.
Drengen blev kort efter røveriet fundet af en ansat på den institution, han er anbragt på. Han erkendte straks, hvad han havde gjort, hvorefter den ansatte kontaktede politiet.
På grund af gerningsmandens unge alder vil han ikke blive retsforfulgt. Sagen er i stedet overgivet til de sociale myndigheder.