14-årig angrebet af hund
Schæferhund gik til angreb på ung cyklist
Politiets jurister skal nu afgøre, om en schæferhund skal aflives, efter at den gik til angreb på en 14-årig dreng.
Drengen cyklede i Teglgraven i Stilling, da han ifølge Horsens Folkeblad pludselig blev angrebet af hunden.
Den aggressive schæferhund løb rundt om drengen og bed ham bagfra i højre skulder. Den unge cyklist fik trøjen revet i stykker og fik bidmærker i skulderen.
Trods den hårde medfart kom han ikke alvorligt til skade.
Angrebet fandt sted torsdag aften i sidste uge. Sydøstjyllands Politi ved, hvem ejeren af hunden er. Hundejeren kan derfor se frem til at få sig en snak med politiet i løbet af de kommende dage.
Hvis hunden ikke skal aflives, kan politiet evt. pålægge ejeren, at den fremover skal bære mundkurv, når den færdes udenfor.