14-årige Bertel elsker vandski - har vundet 18 DM-titler

Vandskiklubben i Skanderborg fejrer 60-års jubilæum og har både Danmarksmestre og rekordholdere blandt sine nuværende medlemmer.

01:51

VIDEO: Med udsigt til 28 grader og blå himmel var en tur til vandet nok at foretrække for de fleste i dag. Også for vandskiløberne i Skanderborg Vandskiklub, der i dag kunne fejre 60-års jubilæum på det lune vand i Stilling Sø. Her er det Bertel Berggren Schmidt (tv.) og klubkammeraten Viktor på 10 år.

Back, front, reverse, helikopteren, step-over. 14-årige Bertel Berggren Schmidt gennemfører samtlige vandski-tricks på Stilling Sø uden problemer, da TV2 ØSTJYLLAND er med ombord på speedbåden.

Det er skiftevis hænder og fødder, han bruger til at holde fast i dét håndtag, som via en line forbinder hans vandski til båden.

Læs også Byrådsmedlem i Skanderborg er død

Bertel Berggren Schmidt har stået på vandski, siden han var fem år og har allerede 18 Danmarksmestertitler bag sig. Han er vild med sin sport og drømmer om en dag at kunne kalde sig verdensmester.

- Jeg synes, det er fedt. Vi har et godt sammenhold i klubben, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

14-årige Bertel Berggren Schmidt viser sine evner på vandski.

77-årig rekordholder

I weekenden kunne klubben bag Bertel Berggren Schmidt fejre 60-års jubilæum, for Skanderborg Vandskiklub har eksisteret siden 1959. Medlemsskaren spænder bredt i alder og klubbens ældste er 77-årige Anker Juhl.

- Det er en god klub, og det har det alle år været, sagde han søndag til klubbens 60 års jubilæums fejring. Til jubilæet kunne klubformand Jesper Juhl afsløre, at Anker Juhl nu igen, i den imponerende alder af 77 år, igen har sat en Danmarks-rekord.

Læs også Dobbelt så mange voldssager på Smukfest

- Godt gjort af en mand på 77 år, lød det til klapsalver under jubilæet.

For Bertel Berggren Schmidt gør det ikke noget, at det ikke er alle hans klubfælder, der er jævnaldrende.

- Vi går alle sammen op i vandski. Det er lige meget om, man er ung eller gammel, for vi går alle op i sporten, siger han.