14-årig dreng dør i tragisk ATV-ulykke

Drengen fik hjertestop i ambulance på vej mod hospitalet, men blev genoplivet

Ulykken skete på denne crossbane lidt uden for Ry. Foto: Google Maps

En 14-årig dreng fra Ry er død af de kvæstelser, han pådrog sig ved en ulykke på en crossbane.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

- Han kører på en crossbane på deres ejendom. I forbindelse med et hop falder han af, lander han på jorden og får ATV'en over sig, siger vicepolitidirektør Poul Steffensen.

Læs også 10-årig dreng mister livet i tragisk trafikulykke

Ulykken skete omkring klokken 16.30 på en mark ved Bavnebjergvej lidt øst for Ry. 

Det er en tragisk ulykke. Det tror jeg, alle kan sætte sig ind.

Poul Steffensen, vicepolitidirektør, Sydøstjyllands Politi 

Den stærkt kvæstede dreng blev bevidstløs bragt til Aarhus Universitetshospital med ambulance.

På vej mod hospitalet fik den 14-årige hjertestop, men blev genoplivet.

- Vi kommer ind i sagen omkring klokken 19.30 onsdag aften. Der bliver vi kontaktet, fordi han er i kritisk tilstand, siger vicepolitidirektør Poul Steffensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Hans kvæstelser var desværre så alvorlige, at han afgår ved døden tidligt i morges.

Motocrossbanen på Bavnebjergvej i Ry.

Det er endnu uvist, om der var vidner til selve ulykken, og hvor længe drengen lå kvæstet under maskinen, inden han blev fundet.

- Det er en tragisk ulykke. Det tror jeg alle kan sætte sig ind i, siger vicepolitidirektør Poul Steffensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Drengen døde kort efter klokken 6 torsdag morgen.

Læs også Lokofører i otte ulykker: - Jeg har fået posttraumatisk stress