13.000 år gamle gevir og fiskeskelet fundet i underjordisk sø
Museumsinspektør Martin Krog Nielsen fra Horsens Museum kalder fundet for helt enestående
Normalt indeholder en tidskapsel ting, man selv gemmer væk i håbet om, at andre en dag vil finde den. Nogle gange kan det dog også ske på en anden vis.
I Horsens har man før jul stødt på på, hvad man kan betegne som en tidskapsel, naturen selv har skabt. Et tidskapsel med sjældne rester fra den sene istid.
Det var i forbindelse med anlægget af en ny ringvej syd om byen, at arkæologer fra Horsens Museum gjorde sig det helt exceptionelle fund, fortæller museumsinspektør Martin Krog Nielsen fra Horsens Museum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Op fra jorden dukkede der 13.000 år gamle rensdyrtakker, flintredskaber, et gedde-skelet og andre levn.
- Det er helt enestående. Det er sjældent, man støder på den slags fund. Fundene er utrolig velbevarede, siger han.
Årsagen til, at både resterne af geviret og fiskeskelettet ikke ser ud til at være præget af tiden, er på grund af de omstændigheder, de er blevet "opbevaret" under. Fundene dukkede op et par meter under jorden, hvor arkæologerne fandt slags en underjordisk sø - et såkaldt dødishul.
Dødishul er rester af en gletscher, som under istiden er smeltet og dannet en fordybning i jorden. En slags vandhul eller lille sø.
Fundene i Horsens har allerede tiltrukket sig så stor opmærksomhed, at Kulturstyrelsen har bevilliget penge til en større udgravning af området.
- Vi går i gang med at grave, når den værste vinter er overstået, siger museumsinspektør Martin Krog Nielsen.
Flinteredskaberne befinder sig på museet i Horsens, mens blandt andet rensdyrtakkerne er overdraget til Moesgaard Museum i Aarhus, som står for konserveringen.
I hullet er der også masser af organisk materiale som pinde, kviste og planter, som forskere også skal have undersøgt. Alt sammen stammer fra den sene istid fra jægerkulturen kaldet Brommekulturen.