13-årigs stedfar: Hvis de udviser hende, udviser de også mig

Stedfaren til den 13-årige Yiming Liu, der står til udvisning, vil også forlade landet, hvis hans steddatter bliver udvist

01:30

Kjeld Gaard-Frederiksen mener, at danske statsborgere burde have fortrinsret ved familiesammenføringer.

Kjeld Gaard-Frederiksen fra Silkeborg står lige nu i en konflikt mellem sit fædreland og sin familie.

- Vi er jo mange danskere, der tager ud og repræsenterer vores land i udlandet gennem forsvaret, virksomheder, organisationer eller fordi vi tager en uddannelse. Og nogle af os møder kærligheden i udlandet, og så er det bare voldsomt problematisk, når vi gerne vil hjem igen, siger Kjeld Gaard-Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han er gift med en kinesisk kvinde, som han mødte, da han var udsendt med Forsvaret på en international operation.

I september 2016 valgte de at flytte sammen med konens 13-årige datter til Danmark og søge om familiesammenføring. I onsdags fik de så svar. 

Læs også 13-årig skal forlade Danmark - hendes mor må blive

Hans 13-årige steddatter, Yiming Liu, har ifølge Udlændingestyrelsen ikke ”mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration”. Derfor har de givet afslag på familiens ansøgning om at blive familiesammenført. Pigen skal være ude af landet den 31. maj - altså kun syv dage efter afslaget.

- Jeg synes faktisk, at vi burde få en form for hjælp og eventuelt nemmere adgang til at få ægtefæller med hjem, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

Ringere vilkår end flygtninge

Han mener, at det burde give fortrinsret, hvis man som dansk statsborger ønsker at blive familiesammenført med en udlænding. 

- Nu har man lavet en lovgivning, der sætter os alle sammen ens eller faktisk sætter mig dårligere end asylansøgere og flygtninge, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

Kjeld Gaard-Frederiksen mødte sin kone, Zhan Xu, da han var udsendt for forsvaret. 

Sagen har påvirket familien voldsomt, og hans appel til myndighederne er, at de lader hans steddatter blive i landet. 

- Det er fuldstændig absurd, at man vil skille et 13 årig barn fra hendes mor, når hendes mor har den fulde forældremyndighed, og når det er her, pigen vil være. Hvis man har en skilsmisse i Danmark, bliver børnene spurgt, hvor de vil bo. Yiming Liu bliver overhovedet ikke hørt, siger han.

Tager til Tyskland

Hvis myndighederne vælger at udvise 13-årige Yiming Liu, vil Kjeld Gaard-Frederiksen og hans hustru tage med og eventuelt tage til Tyskland.

Det vil dog betyde, at han vil efterlade to sønner i Danmark hos hans ekskone.

- Mine to sønner vil komme til at lide under det, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

Det er fuldstændig absurd, at man vil skille et 13 årig barn fra hendes mor.

Kjeld Gaard-Frederiksen

Yiming Liu går på Hvinningdalskolen i Silkeborg, og her var der mandag aften indsamlet 1.700 underskrifter, der skal bremse udvisningen. Onsdag morgen har over 5.100 skrevet under.

- Som forældre til børn, som har daglig kontakt med Yiming Liu i forbindelse med skolegangen på 6. årgang på Hvinningdalskolen i Silkeborg, ser vi os nødsaget til at blande os i Udlændingestyrelsens afslag om familiesammenføring og dermed opholdstilladelse for Yiming Liu. 

Yiming Liu går lige nu i 6. klasse i en modtageklasse, men efter sommerferien skal hun begynde i en almindelig 7. klasse.

- Vi oplever Yiming, som trives i Danmark i sin nye familie sammen med sin mor, sin stedfar og sine to nye halvbrødre og ikke mindst blandt de andre børn på 6. årgang på Hvinningdalskolen, hvor hun er utrolig vellidt og deltager i det sociale liv på lige fod med de andre børn, står der mere i underskriftsindsamlingen, står der mere i indsamlingen.