13-årige Sofia til Outdoor Festival uden iPad: Det er sjovt
Kæmpegynge og svævebane er det store trækplaster til Ry Outdoor Festival. Festivalen arbejder ,ed sommerfugle i maven, adrenalinkick og at familier skal ud af deres komfortzone
Ingen iPad og masser af frisk luft. Det er formålet med Ry Outdoor Festival.
Weekenden igennem har 800 børn og deres familier deltaget i 110 forskellige udendørsaktiviteter i Slugten i Ry.
- Man har det sjovt, når man er sammen med sine venner og familie, siger 13-årige Sofia Morgenstern, der var af sted sammen med veninder fra Mølleskolen i Ry.
Det store trækplaster til festivalen har været deres kæmpegynge og en 65 meter lang svævebane, hvor man er frit svævende 16 meter oppe i luften.
Læs også
Ud af deres komfortzone
- Her giver vi en oplevelse, som man ikke får hver dag, når man går i skoven. Vi arbejder med sommerfugle i maven, adrenalinkick og at hele familien kan komme ud af hverdagens komfortzone, siger Bo Jørgensen, der er teamleder i området.
I løbet af weekenden har deltagerne deltaget i forskellige orienteringsløb, klatret og kørt på mountainbike gennem skoven.
Der er også blevet plads til mere stillesiddende aktiviteter som yoga og mindfullness, og de mange aktiviteter er populære blandt børnene.
- Man kan lave andet end at sidde med sin telefon eller iPad, siger 13-årige Sofia Morgenstern.
I videoen øverst kan du se nogle af de forskellige aktiviteter til Ry Outdoor-festival.