1200 ledige til jobdating på jobcentret
Jobcentret i Silkeborg Kommune havde i dag inviteret 5600 ledige til stort event med deltagelse af virksomheder og uddannelsesinstitutioner
I Silkeborg forsøgte jobcentret noget helt nyt torsdag, da alle kommunens 5600 ledige var inviteret til jobdating med mulighed for at møde virksomheder samt få gode råd til jobsøgningen gennem oplæg. Ifølge lederen blev dagen en stor succes.
- Der var omkring 1200 deltagere, og det er bestemt en succes til et frivilligt tilbud, hvor de ledige skulle bruge tre timer. Det var helt overvældende. Fra alle parter lød det da også bagefter, at de fik meget ud af tiltaget, siger jobcenterleder Simon Mæng.
Her kan du se ledigheden i din kommune
Der var lagt op til at skabe matches mellem ledige og virksomheder, hvor flere af de sidstnævnte var mødt op med konkrete stillinger.
Mange typer blandt deltagerne
- Eksempelvis fik Føtex besat fem-seks jobs, og også andre af de fremmødte fandt i løbet af arrangementet nye medarbejdere. Så det var i den grad positivt, forklarer Simon Mæng.
Blandt de deltagende borgere var det ikke kun de allerstærkeste, som alligevel let ville kunne komme i kontakt med arbejdsgiverne. Det var ifølge lederen en meget bred skare, der var mødt frem.
Beskæftigelsen buldrer frem i Skanderborg
- Min fornemmelse er, at langt de fleste af vores ledige rigtig gerne vil i job, og det her er et godt bevis på det. Der var både de ressourcestærke og blandt andre flygtninge og indvandrere til stede, fortæller jobcenterlederen.
Udover muligheden for at møde en lang række virksomheder, kunne de ledige også høre om forskellige uddannelsessteder, og så var der oplæg fra de store firmaer Mascot og Jysk.