12 taget for narko på festival
Politiet i Skanderborg har beslagt hash og amfetamin hos 12 festival-deltagere. To anholdt for tyveri af Dankort.
Danmarks Smukkeste Festival giver nogle travle dage for de lokale politibetjente i Skanderborg.
På årets festival har de indtil nu 12 gange beslaglagt hash eller amfetamin fra festivalens gæster.
I de to af tilfældene skete det hos et par unge mænd, der samtidig blev anholdt for tyveri af et Dankort med tilhørende pin-kode. Den ene af dem havde 50 gram hash og 12,5 gram amfetamin på sig, begge dele i små pakker beregnet til salg. Den anden af de to havde 3 gram hash på sig.
Desuden har der været en anholdelse for beruselse og to anholdelser for spirituskørsel.
Festivalen har også givet travlhed med at uddele parkerings-bøder og fjerne en stor mængde ulovligt parkerede biler, oplyser vagthavende hos Skanderborg Politi.
Se reportager fra festivalen i dagens udsendelser på TV2 | ØSTJYLLAND.