12 minutter fra sensationen
Mesterligt målmandsspil sikrede point
AC Horsens-målmand Frederik Rønnow var banens helt store profil, da østjyderne torsdag aften tog imod portugisiske Sporting Lissabon.
Med mange store redninger var AC Horsens' unge målmand den afgørende faktor, der sikrede østjyderne et flot uafgjort resultat.
AC Horsens kom under stort pres fra kampens start, og Sporting Lissabon misbrugte en stor friløber i kampens allerførste minutter. Det blev et varsel om kampens forløb. AC Horsens var spillet bagud i store dele af kampen, men uanset om det var afslutninger fra distancen eller helt tæt på mål, så stod Frederik Rønnow i vejen.
Portugisisk udligning
Først i det 78. minut lykkes det for det portugisiske udehold at få bolden i netmaskerne. Ufortjent var det ikke, men ærgerligt for de 6.644 tilskuere, der sammen med en heroisk kæmpende 'fare' lurede på den store overraskelse.
På AC Horsens' blot anden chance midt i første halveg udnyttede de gule et svagt spillende portugisisk forsvar. Effektiv og med stor præcision spillede Ken Fagerberg Martin Spelmann fri, der sikkert bragte hjemmeholdet foran 1-0.
Trods mange portugiske chancer havde Horsens gode muligheder for at øge til 2-0 et kvarter inde i anden halveg, da Ken Fagerberg på en indøvet detalje ved dødbold kanonerede bolden på indersiden af målstolpen i det fjerneste hjørne.
Desværre for AC Horsens faldt marginalerne i denne situation ikke ud til deres fordel. En stor fordel var det dog, at Frederik Rønnow stod en pragtkamp.
Sammen med et godt kæmpende og til tider velspillende kollektiv, hvor Martin Spelmann igen var iøjnefaldende, så giver aftenens resultat Horsens et håb, når der næste torsdag er returkamp i Portugal.