12 elever fortsat indlagt
De fleste forventes udskrevet i dag
Tre elever må sandsynligvis vente en til to dage med at komme hjem efter en busulykke i München. 53 var om bord på bussen, da den kørte ind i en bro.
12 elever fra Grenaa Handelsgymnasium er fortsat indlagt på hospitalet, efter at en bus med 53 elever bragede ind i en bro i byen München i Tyskland. Det fortæller Grenaa Handelsgymnasiums rektor Morten Bang til bt.dk.
- Vi har stadig 12 elever indlagt efter ulykken. Vi forventer, at de fleste bliver udskrevet i løbet af dagen, og så er der tre elever, som ifølge vores oplysninger formentlig skal blive en dags tid eller to ekstra på hospitalet, siger han til BT.
En elev har brækket to ribben, mens flere andre er til observation, fordi de har slået hovedet. Ellers er eleverne sluppet fra den voldsomme ulykke med knubs.
Eleverne får mandag mulighed for at tale med lærere og krisepsykologer på hotellet, og først senere bliver det besluttet, hvordan hjemtransporten kommer til at foregå.
- Vi er løbende i dialog med vores folk dernede, og ud fra reaktioner og anbefalinger beslutter vi, hvordan hjemtransporten skal foregå. Vi vil gerne have eleverne hjem så hurtigt som muligt, fastslår Morten Bang.
Det er stadig uvist, hvornår de 53 elever fra Grenaa Handelsgymnasium kan vende hjem til Danmark.