12 år til rocker
Rocker fra Randers er blevet fængslet for det største narkofund i Østjyllands Politikreds
Det er den 31-årige rocker Nick Winther Olsen, der har erkendt, at de 35 kilo amfetamin der blev fundet i januar er hans, og at planen var at videresælge det. Den indrømmelse kvitterede Retten i Randers med 12 års fængsel, skriver amtsavisen.dk.
Den store mængde narko havde den 31-årige gemt i en gammel firlænget gård, der ejes af et ægtepar i 50'erne. Tidligere var ægteparret også under mistanke, men politiet valgte ikke at rejse sag mod dem.
Østjyllands Politi fortæller, at de har kunnet mærke, at der har været mangel på stof i både Randers og Grenaa.
- Det er mit indtryk, at det var et hårdt slag for rockerne. Man går ikke sådan bare lige ud og erstatter 35 kilo amfetamin. Men det er da klart, at med tiden finder stofferne vej hertil igen, siger vicepolitiinspektør Biran Voss Olsen fra Østjyllands Politi til Amtsavisen.dk.
Selvom Nick Winther Olsen har erkendt, at de 35 kilo amfetamin var hans, så afviser politiet ikke, at der kan komme flere anholdelser, for der er stadig en masse ubesvarede spørgsmål som; hvor kom narkoen fra og hvem var modtageren?