1.110 underskrifter for ny cykelsti

Vil have cykelsti mellem Solbjerg og Malling

Der er mange, der godt kunne tænke sig en cykelsti mellem Solbjerg og Malling.

En underskriftsindsamling har givet 1.110 underskrifter for en ny cykelsti, og de underskrifter får rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) overrakt i aften på Aarhus Rådhus.

SOS-cykelsti har det seneste år arbejdet for at få etableret en cykelsti ad Østergårdsvej, der går mellem Solbjerg og Malling.

Strækningen er skolevej for områdets mange børn, men ifølge SOS-cykelsti betyder dårlige oversigtsforhold, tung trafik og høj fart, at det ikke er sikkert at færdes på vejen.

- Vi håber, at vi med de mange underskrifter kan sende et klart signal til Aarhus Kommune om, at vi er rigtig mange her i Aarhus Syd som støtter op om en cykelsti. Vi mener det alvorligt og vi vil blive ved med at arbejde for projektet indtil cykelstien står færdig, fortæller Kirsten Louise Laursen fra SOS-Cykelsti.

Overrækkelsen af underskrifterne til rådmanden sker i forlængelse af, at repræsentanter fra SOS-cykelsti - efter ordinært udvalgsmøde i Teknisk Udvalg - får mulighed for at præsentere deres ønske om en Smuk Og Sikker cykelsti mellem Solbjerg og Malling.