11 personer fængslet i gigantisk våbensag

Østjyllands Politi har sammen med kolleger i Nord- og Vestjylland infiltreret stort våbenhandler-netværk og konfiskeret 480 skydevåben.

Et stort netværk af våbenhandlere er blevet infiltreret af politiet, og 480 skydevåben er blevet konfiskeret.

Våbenhandlerne har både beskæftiget sig med våben af ældre karakter, som de har gjort funktionsdygtige, ligesom de har handlet med mere moderne skydevåben på tværs af landegrænser, skriver tv2.dk.

I alt 11 personer er varetægtsfængslet i sagen. Der er ifølge tv2.dk's oplysninger flere tidligere hjemmeværnsfolk blandt de varetægtsfængslede. Under ransagningerne blev der fundet både maskingevær, pistoler og sprængstoffer.

Flere af de fængslede har taget del i ulovlig indsmugling af våben på kryds og tværs af hele Europa. Ifølge tv2.dk begyndte optrævlingen af sagen i december sidste år, da Nordjyllands Politi udførte en ransagning hos en Hells Angels­-rocker.

Her blev der beslaglagt en skarp 9 mm pistol fra Tyskland og dertilhørende ammunition.
Den videre efterforskning førte til en mand fra Østjylland.

Som efterforskningen skred frem blev i alt 11 personer i alderen 36 til 66 år varetægtsfængslet. Østjyllands Politi har under efterforskningen i et tæt samarbejde med tyske og østrigske myndigheder afhørt flere personer i udlandet.

I maj anholdt Østjyllands Politi en person, som politiet mistænker for at være bagmanden i den omfattende sag. På personens bopæl blev der fundet et mindre antal våben, ammunition og våbendele.

Se mere i fredagens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30..