11-årig reddet i land
Dreng drev alene ud i båd
En 11-årig dreng, der søndag drev til havs ud for Knebel på Mols, er blevet reddet i land. Det fortæller indsatslederen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Drengen blev bjærget af en redningsbåd fra Ebeltoft.
- Det gik godt. Drengen er kommet godt ind på land. Han er lidt overvældet af situationen og er taget hjem til sin familie, siger indsatsleder Jann Rytter Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Båden var trukket op på land, men da drengen gik op i den, rev båden sig løs og begyndte derfor at drive væk fra kysten, uden drengen selv kunne gøre noget. Den 11-åriges far forsøgte forgæves at svømme ud til ham. Han slog i stedet alarm.
En redningshelikopter var hurtigt på stedet. Den befandt sig over den 11-årige, indtil en redningsbåd nåede frem. Den 11-årige vinkede til helikopteren for at indikere, at han var ok.
Drengen blev kort efter taget op af redningsbåden, der sejlede ham og jollen ind til land igen.
Se en kort video fra redningsaktionen i playeren øverst i artiklen. Videoen er filmet af Politirapporten-Østjylland.