11-årige Sebastian slås med angst og autisme: Nu har familien fået hjælp
Sebastian er et af de autistiske børn, der også må slås med en angstdiagnose. Men et nyt projekt har hjulpet på angsten
Sebastian Ward Nielsen er autist, og indtil for nyligt var han bange. Meget bange for mørke.
- Man kan ikke være alene selv, hvis det er mørkt om vinteren, når det bliver hurtigt mørkt, så kan man ikke være alene selv på sit værelse, siger Sebastian Ward Nielsen.
Ved siden af sin autisme fik den 11-årige dreng fra Hou derfor diagnosen angst. Noget, der nærmest var invaliderende for familien.
- Den æder simpelthen ind og æder alt lyst til livet faktisk og alt glæden, når den sådan rigtig tager sit indtog, siger Maria Hagen Nielsen, der er mor til Sebastian.
Læs også
Men så skete der noget. For et par måneder siden kom Sebastian Ward Nielsen nemlig i behandling for sin angst på Aarhus Universitets særlige forskningsklinik for angstramte børn.
Projektet hedder Cool Kids, og sidste år besøgte TV2 |ØSTJYLLAND klinikken sidste år. Her havde man stor succes med at behandle angst ved at trin for trin at lære dem, at nærme sig det, de er bange for.
Da angst og autisme ofte optræder sammen, startede man et forsøgsprojekt, hvor man ændrede Cool kids-konceptet en lille smule, så det blev mere målrettet autister.
I dag er Sebastian ikke længere bange for mørket, når han skal falde i søvn om natten. For familien Hou betyder det, at man har fået sin hverdag tilbage. Og nu håber Maria Hagen Nielsen, at andre familier i samme situation vil tage imod tilbuddet.
Læs også
- Jeg har simpelthen fået en dreng, som er meget mere afslappet. Meget mere glad, har meget mere mod på livet. Og som med sin diagnose har mulighed for at trække sig for den fred, som han har brug for. Alene på sit værelse. Og det er jo livsgivende på rigtig mange plan for hele familien, siger Maria Hagen Nielsen.
I forsøget var der 10 familier med. Men nu bliver forsøget gjort til et mere permanent tilbud for familier i region Midtjylland med autistiske børn, der samtidigt er ramt af angst.
Hvert år får cirka 150 børn en autismediagnose. Forskerne vurderer, at cirka halvdelen fa dem også vil slås med en angstdiagnose.
- Det er selvfølgelig små skridt stadigvæk, og de bliver jo ikke angstfri lige med det samme. Det er noget, man kontinuerligt skal arbejde med. Men det er skønt at se, at det ser ud som om, det virker og det går fremad for de her børn, siger Tina R. Kilburn, der er psykolog og leder af projektet.