11-årige Josef kom helt tæt på idolerne
Josef Haitham Abuna besøgte forleden den danske landsholdslejr, og her havde han mulighed for at spørge profilerne om hvad som helst
Hvem har det største hoved på landsholdet? Hvem har den dårligste humor, og hvem bruger længst tid foran spejlet?
Svarene og mange andre fik 11-årige Josef Haitham Abuna, da han forleden var forbi den danske landsholdslejr i fodbold med en mikrofon.
Den unge østjyde havde vundet en konkurrence, så det var ham, der fik lov til at stille landsholdsspillerne spørgsmål.
- Det var en megafed oplevelse. Det er noget af det fedeste, jeg har oplevet i mit liv, siger Josef Haitham Abuna til TV 2 I ØSTJYLLAND.
Læs også
Han bestemte selv, hvad han ville spørge Højbjerg, Kjær og kompagni om.
- Nogle af svarene hørte jeg ikke rigtig, fordi jeg bare stod og smilede over at være så tæt på spillerne, fortæller han.
Fredag vandt landsholdet sikkert over Kasakhstan, og sejren har styrket Josef Haitham Abunas tro på at se Danmark ved VM om et par år.
- Det er vildt godt, at de vandt. Hvis de ændrer lidt, tror jeg godt, de kan komme med til VM, siger han.
Josef Haitham Abuna spiller i Hørning IF, og hjemme på værelset fortæller plakater og andre faneffekter historien om en dreng, der er bidt af fodbold.
- Hvis jeg skal vælge en favoritspiller, så er det Christian Eriksen. Og min yndlingsklub er Real Madrid, siger han og nævner AGF som den hjemlige favoritklub.
Om han selv en skønne dag kan gå Eriksen, Kjær og Højbjerg i bedene som professionel?
- Chancen er nok ikke ret stor, men det kunne da være fedt, hvis jeg kunne gøre det, siger Josef Haitham Abuna.
Du kan se filmen fra DBU, hvor Josef stiller fodboldspillerne spørgsmål, her.