10.000 til basketball
Randers og Bakken Bears i rekord-stævne
Randers Cimbria og Bakken Bears gør nu et fælles forsøg på at gøre basketball større i Danmark.
Normalt er stemningen under de danske ligakampe langt fra niveauet i sportens hjemland, USA.
Ikke desto mindre håber de to klubber at kunne samle 10.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning, når de lørdag den 11. oktober møder henholdsvis Hørsholm 79'ers og Svendborg Rabbits.
- I USA er man ekstremt dygtige til at optimere rammen omkring kampene med lys, lyd og masser af underholdning. Efter det forbillede vil vi gerne give sportsinteresserede danskere en mulighed for at opleve nogle af dansk eliteidræts dygtigste atleter kombineret med topunderholdning, siger marketing- og eventkoordinator i Bakken Bears Vickie Jo Ringgaard i en pressemeddelelse.
Udover de to kampe vil der være underholdning med Djames Braun, Klumben & Raske Penge og L.I.G.A. Uffe Holm er konferencier. Målet er at trække hele 10.000 tilskuere i Boxen.
- I 2011 trak DM-finalen i håndbold godt 36.000 tilskuere til Parken. Det blev også inden kaldt for et vanvidsprojekt, så vi tror på, at det også kan lade sig gøre for os at sprænge rammerne. Håndbold er selvfølgelig en større sportsgren i Danmark end basketball, men interessen er stigende, siger Vickie Jo Ringgaard.
Den nye sæson i mænenes basketliga indledes i begyndelsen af oktober. I første spillerunde møder Randers og Bakken Bears hinanden i et rent østjysk opgør, inden begge klubber få dage senere indtager Boxen i Herning.