1.000 vil arbejde på depot
Sygehus fik 1.000 ansøgninger til job
Jobbet som depotmedarbejder på et hospital er eftertragtet. Aarhus Universitetshospital modtog 1000 ansøgninger til ét job.
Det plejer at være jobs som pilot, pædagog eller læge, der er populære. Men Aarhus Universitetshospital oplevede, at et jobopslag til jobbet som depotmedarbejder var særdeles ombejlet.
Hele 1000 ansøgere stod i kø til at besætte den eftertragtede plads på hospitalet.
- Det er jo ingen fordel at få så mange ansøgninger. Det koster mange ressourcer at læse og sortere dem, og det gør det svært at vælge, siger logistikchef på Aarhus Universitetshopsital, Morten Møller, til Fagbladet 3F.
Efterfølgende blev de mange ansøgninger fordelt mellem flere chefer. Alle ansøgere fik svar, men i sidste ende endte det med, at det eftertragtede job gik til en fra sygehusets egen jobbank.