1.000 km på løbehjul
To unge fra Odder vil tilbagelægge 1.000 kilometer på løbehjul
Frederik Woldenhof og Allan Ludvigsen fra Odder har fået en skør ide til sommerferien. De vil ikke bare ligge derhjemme hele ferien, så de har tænkt sig at bruge 10 dage på at løbe 1.000 km på løbehjul rundt i Jylland. Alt sammen for at samle penge ind til et godt formål.
- Der skal ske et eller andet. Vi har kendt hinanden længe, og vi har altid lavet sådan noget sindssygt sammen, siger Frederik Woldenhof, der er gymnasieelev fra Odder.
Drengene har forud for turen oprettet en gruppe på Facebook, hvor man kan følge med i deres tur rundt i Jylland. Her kan man også støtte formålet og donere penge til Kræftens Bekæmpelse, og dermed støtte kampen mod en sygdom, som de begge har mistet familiemedlemmer til.
- Det er fedt at sidde hjemme og kunne tænke på, at vi måske får folk til at sende penge, fordi vi gør sådan noget som det her, siger Allan Ludvigsen, der er gymnasieelev fra Odder.
Det er ikke første gang, at de to løber af sted på deres løbehjul. Sidste sommer tilbagelagde de sammen 400 kilometer.
I år regner de med at kunne tilbagelægge 100 kilometer om dagen i 10 dage. Deres tur rundt i Jylland begynder i morgen, lørdag, og du kan følge med på deres gruppe på Facebook her.
I tv-indslaget øverst på siden kan du se mere om den lange tur på løbehjul.