1000 kiggede i krystalkuglen

Flere end 1000 benyttede sig af muligheden for at deltage i TV 2 / ØSTJYLLAND's nytårsquiz.

- Det er svært at spå - især om fremtiden, skulle Storm P. have sagt.

Alligevel har flere end 1000 østjyder i de seneste uger benyttet sig af muligheden for at kigge i krystalkuglen for at se, hvad det nye år bringer.

I TV 2 / ØSTJYLLAND's nytårsquiz har de i alt 1059 seere blandt andet gættet på, hvorvidt Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) bliver gift eller om fodbold- klubben Silkeborg IF rykker ned i løbet af året.

Efter næste nytårsaften trækker TV 2 / ØSTJYLLAND en vinder blandt de seere, der har flest rigtige svar. Præmien er en gourmet-weekend for to personer på Restaurant Fru Larsen i Laurbjerg.