1000 frivillige øver festival

Skanderborg festivalens stab tester, at katastrofeberedskabet er i orden, inden festen begynder torsdag.

Der er ingen grund til panik, når ambulancer, Falck-køretøjer,
brandbiler og politifolk vrimler rundt på og omkring
festivalpladsen på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg
tirsdag mellem klokken 11 og 14.

Sirener vil lyde igennem Skanderborg by, og tilskadekomne vil
i hast blive kørt til nærmeste sygehus. Men det hele er
heldigvis bare en øvelse, når "et lyn slår ned i et stort træ,
der vælter ned over publikum".

Over tusind frivillige hjælpere vil sammen med læger, ambulance-, politi- og
brandfolk teste, om festivalens beredskabsplan er gearet til
at håndtere alle tænkelige og utænkelige ulykker, inden
festivalen åbner portene og skruer op for højttalerne fra
torsdag.
/ritzau/