Video: Farverige drømmeballoner blev sendt mod himlen

Årets Børnehjælpsdag 2017 blev markeret i Aarhus ved at sende 1000 drømmeballoner til vejrs

00:29

Himlen over Aarhus blev for en kort stund ekstra farverig.

Rådhusparken i Aarhus dannede nemlig lørdag rammen om Årets Børnehjælpsdag 2017. Børn og voksne deltog i arrangementet, hvor der blandt andet var forskellige aktiviteter for børnene. 

Læs også Cutfather træner unge sangtalenter i Aarhus

Dagens vigtigste punkt var dog uden tvivl 1.000 balloner, der skulle sendes op mod den skyfrie østjyske himmel.

Ballonerne, der blev sendt til vejrs klokken 11.00, indeholdt små drømmetegninger, som var lavet af anbragte børn og unge. 

Ballonerne er fremstillet af naturgummi og er biologisk nedbrydelige i naturen.

Anbragte børn og unge havde fyldt de 1.000 balloner med tegninger, der viste børnenes drømme

Anbragte børn og unges drømme var også temaet for Årets Børnehjælpsdag 2017. Med til at slippe ballonerne fri i Rådhusparken var komikeren Karsten Green, musikeren Jøden og danseren Sofie Kruuse.

Årets Børnehjælpsdag bliver afholdt hvert år den 6. maj. Dagen er blevet markeret hvert år i København siden 1904. I år var første år, hvor dagen også blev markeret i Aarhus.

Du kan se ballonerne blive sendt til vejrs i videoen øverst i artiklen