10 procent har diabetes

Norddjurs Kommune er særligt hårdt ramt

28:20

1 af 2

Sygdommen diabetes er i voldsom vækst. Alene i Norddjurs Kommune er der i dag 4.000 diabetikere, og i 2025 vil der være flere end 7.000.

Go' Aften Østjylland sætter onsdag fokus på problemet, der på grund af en forholdsvis stor andel af ældre borgere er særligt stort i Norddjurs.

En af kommunens diabetesramte borgere er Lone Andersen, som fik konstateret type 2-diabetes i 2008.

- Jeg gik til lægen med for højt blodtryk, og hun fandt frem til at jeg havde diabetes. Jeg var meget tørstig op til, men følte mig ikke syg, siger hun.

Med medicin og ved at ændre både kost og livsstil har Lone Andersen i dag fået kontrol over sygdommen.

- Nu kigger jeg meget på, hvad jeg spiser og motionere noget mere. Jeg har det bedre i dag. Også fordi jeg har tabt mig. Så jeg kan mærke, det bliver bedre og bedre, siger hun.

10 procent har diabetes

Antallet af diabetikere er fordoblet i løbet af de seneste 10 år, og i Norddjurs Kommune er det nu 10 procent af befolkningen, der lever med sygdommen. Derfor har kommunen i høj grad fokus på både forebyggelse, rådgivning og hjælp.

Det fortæller Lars J. Møller (S), der er formand for Voksen- og Plejeudvalget i kommunen.

- Vi har meget fokus på tidlig opsporing, så man kan få konstateret hvor man er henne og kan få noget hjælp og rådgivning og få et bedre liv med sin sygdom, siger han.

I videoen herover kan du se hele udsendelsen om diabetes, hvor du også kan møde en fodterapeut, der har mange diabetikere som kunder. Hør hvordan det hænger sammen i videoen eller se det på TV 2 | ØSTJYLLAND onsdag kl. 18.20 og 21.20