10 anholdt i stor aktion

To af de anholdte er medlemmer af HA

Foto: Colourbox

Flere politikredse har i dag samarbejdet om at ransage 14 lokaliteter i fem jyske byer, deriblandt Randers, i en aktion rettet mod handel med narkotika. 10 personer er anholdt, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Aktionen er gennemført af den såkaldte Task Force Vest i politikredsene Østjylland, Sydøstjylland og Nordjylland.

På slaget 10.05 bankede Task Force Vest efter nøje planlægning på døren på de 14 lokaliteter i Jylland, og aktionen er dagen igennem forløbet tilfredsstillende, oplyser politiet.

Blandt de 10 anholdte er der to medlemmer af Hells Angels og to medlemmer af støttegruppen Devils Choice.

Under ransagningerne, der skete flere steder i Nordjylland, Østjylland og Sydøstjyllands politikredse, blev der fundet hash, amfetamin og doping.

I øjeblikket er Task Force Vest i gang med at afhøre de anholdte samt gennemgå det fundne, og det ventes, at der onsdag vil ske fremstilling i grundlovsforhør af de 10 anholdte ved retten i Randers.

Sagen, der er blevet efterforsket gennem nogen tid, handler indtil videre om fremstilling og handel med større mængder amfetamin, men da efterforskningen fortsætter, ønsker Task Force Vest ikke at oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.

Task Force Vest er en særlig enhed, der proaktivt efterforsker rocker- og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier.

Task Forcen er sammensat af medarbejdere fra Fyns politi og de jyske politikredse og decentralt organiseret med sektioner i hver af de nævnte politikredse. Task Force Vest har hovedsæde i Horsens og ledes operativt af politiinspektør Brian Olsen.