1 mio. sms'er til patienter

Regionen for alvor i gang med sms-ordning

Hver eneste dag sender Region Midtjylland adskillige sms'er afsted for at huske deres patienter på en tid på hospitalet. Nu har regionen rundet 1 million afsendte sms'er.

De korte beskeder blev indført for at minde patienterne om, at de har en tid til fx en scanning, et kontrolbesøg eller en aftale hos en psykiater.

Da regionen indførte ordningen i 2009, afsendte man omkring 50 sms'er om måneden. Det tal er nu steget til i gennemsnit 22.000 sms'er om måneden i 2013 og i gennemsnit 43.000 sms'er om måneden i 2014.

- Det er en helt central service for os på hospitalerne, som er med til at sikre, at patienterne møder op eller husker at melde afbud, siger Thomas Stadil Pinstrup, der er chef for sundheds-it på Regionshospitalet Randers.

Flere møder op

Region Midtjylland har ikke tal på, hvor meget antallet af ikke-fremmødte patienter er faldet, siden sms'erne for alvor er blevet taget i brug, men hospitalerne har en klar oplevelse af, at flere patienter møder op, når de får en sms. På sigt sparer det både tid og penge for hospitalerne, da de bookede tider ikke går til spilde, men kan gives til en ny patient.

Indtil videre skal borgeren selv give hospitalet lov til, at man kontakter vedkommende på sms, hvilket ikke er hensigtsmæssigt i følge Region Midt, da det ofte er denne aftale patienterne glemmer.

På sigt ønsker Region Midt, at man skal kunne bruge NemSMS-ordningen, hvor borgerne på forhånd har givet samtykke til, at offentlige myndigheder må bruge deres registrerede mobilnummer til kontakt.