Søg

Her er årets Ø: - Vi kan alt

VIDEO: Endelave mellem Horsens og Samsø har vundet prisen som Årets Ø.

Årets Ø er helt unik og har vendt modgang til udvikling, lyder det fra dommerkomiteen.

03. okt 2020 kl. 16:28 by · ·

Men sine kun 13 kvadratkilometer og 162 beboere er Endelave årets ø.

Den kan ifølge dommerkomiteen noget helt særligt.

- Det drive, de har, og det fællesskab, de skaber, er helt unikt. Det kan mange lære af både på øerne og på fastlandet, siger Jens Otto Størup, der formand for dommerkomiten, til TV2 ØSTJYLLAND.

Prisen blev i dag overrakt på havnen i Horsens, da den oprindeligt ø-fest er blevet udskudt på grund af corona.

Dommerkomiteen lagde ved overrækkelsen vægt på, at øen har formået at vende modgang til udvikling.

Formanden for dommerkomitéen, Jens Otto Størup.

- Jeg er imponeret over, at de kan trække deres udvikling op fra massiv modgang med skolelukning til et nyt spor. Man kan godt begynde at få rigtig ondt af sig selv, men det har Endelave ikke, siger formanden for dommerkomitéen.

Og den analyse er formanden for øens beboerforening enig med dommerkomiteen i.

Øen skal blomstre

- Vi er ukuelige jyder, og det er jo det, der har været drivkraften – en fandenivoldskhed. Ja, vores skole lukkede, men det slår os ikke ud. Vi står sammen og skal have den her ø til at blomstre, siger formand Kim Holm Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi kan alt. Vi er kommet dertil, hvor vi klapper os selv på skuldrene.

Kim Vind, Formand, Endelave Idrætsforening

Endelave er populær om sommeren, men beboerforeningen har sammen med idrætsforeningen sat sig for at ændre på det.

Derfor har de lavet det, som de kalder Aktiv Ø med aktiviteter hele året rundt, blandt andet snorkelbingo, guidede vandreture på Kaninoen og yoga med en 83-årig øbo.

- Vi kan alt. Vi er kommet dertil, hvor vi klapper os selv på skuldrene og siger, at vi godt kan. Den her ø skal ikke kun fungere om sommeren, men hele året, siger Kim Vind, der er formand for idrætsforeningen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Endelave er fyldt med kaniner. Kom med en tur på vandreturen Kaninoen.

Corona har sendt folk til øerne

De to endelavitter mener, at coronaen har fået fleres øjne op for øen. Men det er ikke kun på grund af rejsebegrænsningerne, at Endelave i år har klaret sig godt.

- Endelave er blevet set i år. Der har corona gjort lidt, men med de tiltag med Aktiv Ø havde vi fået folk over alligevel – særligt Kaninoen. Folk fra Holland og Tyskland har gået turen – det er internationalt, siger Kim Vind grinende.

Endelave er kaninernes ø. Tusindvis af vilde kaniner lever på den lille ferieø i Kattegat. 

Det er første gang nogensinde, at Årets Ø kåres, og prisen uddeles i kølvandet på en ganske usædvanlig sommer i Covid-19’s tegn.

Fakta om Årets Ø

Temaet for Årets Ø 2020 er ”Det gode samarbejde skaber bæredygtige og levedygtige øer”. Her har Endelave Idrætsforening under overskriften ”Aktiv Ø” formået at samle øens faste såvel som fritidsbeboere ved at tilbyde et mangfoldigt udbud af sportsaktiviteter hele året – og dermed skabe et levedygtig ø-liv.

Årets Ø er et partnerskab mellem Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer. Formålet med Årets Ø er at fejre lokalsamfundene, støtte udviklingen og øge kendskabet til øerne i Danmark.

Der har været over en million rejsende med småøernes færger, som var en del af folketingets sommerpakke.

Regeringen gjorde det sammen med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet det gratis for cyklister og gående at tage færgerne i hele juli måned. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version
X