Seneste nyt TV Webdoks Søg

Letbane-kaos i Aarhus: Biler kørte mod letbanetog ved Dokk1

Her kan man se de to biler på letbaneskinnerne fredag. Nana Balle, der har taget billedet, har også engang set en bus køre ind mod Dokk1 over skinnerne. Foto: Nanna Balle

Kaos i krydset ved Dokk1 i Aarhus. Kommune vil sætte forbudstavle op

02. feb 2018 kl. 17:27 by · ·

To biler prøvede fredag at komme ind til Dokk1 i Aarhus via letbaneskinnerne samtidig med, at et letbanetog kom kørende i den modsatte retning.

- Bilerne havde forvildet sig ind på skinnerne mod Dokk1, men inden de kom ind, opdagede de deres fejl og begyndte at bakke ud igen. Samtidig kom der et letbanetog kørende i det andet spor, fortæller kommunikationsrådgiver Nana Balle til TV2 ØSTJYLLAND.

Nana Balle arbejder på 4. sal i Filmbyen, og hun nåede at tage et billede af den uheldige episode.

- Vi har også engang set en bus køre ind mod Dokk1 over skinnerne. Det var nok heller ikke meningen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Et forpestet kryds

Det er langt fra første gang, at en bil får forvildet sig ind på skinnerne ved Dokk1, og den trafikale situationen omkring krydset ved Dokk1 kan bedst betegnes som kaotisk.

- Vi kan se, at bilister har svært ved at finde den rigtige vej ved Dokk1, og det er det her jo et eksempel på, siger Jens Velling, der er kommunikationsrådgiver hos Aarhus Letbane, til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg forstår simpelthen ikke, at det kan lade sig gøre at køre forkert, for det er helt tydeligt afmærket.

Han vedkender, at det engang imellem sker, at biler kører på letbanesporet ved Dokk1.

- Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt. Vi udviser faktisk særlig agtpågivenhed i det område, fordi vi ved, der er nogle udfordringer med trafikafviklingen, siger Jens Velling til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Her fortæller Nana Balle om sin oplevelse af krydset ved Dokk1.

Både Aarhus Kommune og Østjyllands Politi har tidligere advaret om mange farlige situationer ved Dokk1-krydset.

- Vi kan ikke lave noget om dernede. Det er Aarhus Kommune, der skal finde ud af, hvad man kan gøre i området ved Dokk1, og det ved jeg, at de arbejder på, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Kommune vil sætte forbudstavle op

Hos Aarhus Kommune er konsulent Kristian Thomsen også opmærksom på, at biler nogle gange kører ind på skinnerne ved letbanen.

Han fortæller, at udfordringen er, at selve krydset ved Dokk1 er meget langt, og at det er på det stræk, at nogle bilister kører ind over spærrefladen og ind på letbanesporet.

Kristian Thomsen oplyser, at man har planer om at sætte en forbudstavle i krydset ved Dokk1.

- Vi har en fornemmelse af, at det, der forvirrer folk, kan være det fodgængerfelt, der går på tværs af letbaneskinnerne, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er utroligt, at det sker. Et eller andet sted virker det jo ureguleret

Konsulenten fra Aarhus Kommune er dog ikke imponeret over de bilister, der kommer til at køre ind på skinnerne.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at det kan lade sig gøre at køre forkert, for det er helt tydeligt afmærket. Det er fordi, man beskæftiger sig om noget andet end at køre bil, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Folk skal være opmærksomme, når de kommer til krydset, og de skal lade være med at køre over spærreflader på tværs.

Aarhus Kommune er ved at undersøge, om man kan ombygge hele krydset ved Dokk1.

Uagtet de forskellige meldinger fra Aarhus Letbane og Aarhus Kommune, er kommunikationsrådgiver Nanna Balle uforstående over for det trafikale kaos, der hersker i krydset ved Dokk1. 

- Jeg tænker, at det er utroligt, at det sker. Det burde være så afmærket efterhånden. Et eller andet sted virker det jo ureguleret, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version