Manglende dræberinstinkt holder AGF ude af top-6
David Nielsen mener, at AGF's manglende evne til at dræbe kampe er grunden til, at holdet missede top-6.
AGF tabte søndag 1-3 i Aalborg til AaB, og holdet missede dermed chancen for at komme i top-6, som var målsætningen inden sæsonen.
Ifølge AGF's cheftræner, David Nielsen, skal forklaringen på skuffelsen ikke findes i søndagens nederlag, men tidligere i sæsonen.
Læs også
- Vi har manglet det sidste i forhold til at dræbe de kampe, vi har været bedst i, så vi har ikke haft nok point i tanken til, når vi ikke spillede godt, siger han.
Han mener, der var to nøglekampe i sæsonen, hvor holdets manglende evne til at dræbe kampen viste sig.
- Der lå et point til os mod FC Midtjylland, hvor vi var en mand i overtal, og så mod Vendsyssel, hvor vi kunne have fået to point mere, siger han.
Mangler fire-fem point
Ifølge AGF's sportschef, Peter Christiansen, var holdet ikke klar til de kampe, der virkelig gjaldt.
- Når det kommer ned til den afgørende dag, skal man også kunne levere, og på bundlinjen mangler vi fire eller fem point, siger Peter Christiansen.
Han savner, at AGF var klogere i nogle kampe, hvor holdet var foran.
- Vi kan se tilbage på, at vi førte 1-0 mod OB og mange andre små ting. Men vores klogskab i kampene skal have et nøk op, det ville hjælpe, siger han.
VIDEO: TV 2 ØSTJYLLAND's Kasper Skipper havde forudset en AGF-sejr i Aalborg. Desværre tog han fejl. Se den seneste udgave af 'Skipperligaen Update' her: