I aften kan Mikkels store drøm gå i opfyldelse
AGF får medaljer i aften for første gang i 23 år. Det er stort for fansene.
Det er en stor dag for Mikkel Brandstrup Sartor.
Han er inkarneret AGF-fan. Og i aften får holdet medaljer for første gang i 23 år.
Inden kampen drikker han traditionen tro rigeligt med øl og spiller minigolf med vennerne på toppen af Bruuns Galleri.
Læs også
Og for at markere den store dag, har han taget den trøje på, som AGF spillede i, og som han selv bar, sidst de fik medaljer i 1997. Den er blevet mindre med årene, men det er kærligheden til de hviie ikke.
- Det er en fantastisk dag. Sidst vi fik medaljer, arbejdede jeg ude på stadion, hvor jeg solgte fadøl. Der er stor glæde i dag, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Passer på smitterisiko
AGF ligger på tredjepladsen i Superligaen, og i aften kl. 19 spiller de den afgørende kamp på et udsolgt Ceres Park i Aarhus mod Brøndby IF, som er med til at afgøre, om de får sølv eller bronzemedaljer.
Kampen mellem FCK og FC Nordsjælland spiller dog også ind. Men lige meget kampenes resultater får spillerne medaljer om halsen.
- Vi krydser fingre. Vi har intet at tabe og alt at vinde, siger Mikkel Brandstrup Sartor.
Og den store begejstring op til kampen har fået Østjyllands Politi til at oprette fem midlertidige hotspots for at forhindre, at der opstår større forsamlinger, som kan udgøre en smitterisiko i forhold til COVID-19.
Østjyllands Politi indfører hotspots på følgende områder:
I alt må 100 forsamles på hver af de fem steder.
- Foran Ceres Park
- Telefonsmøgen/Busgaden
- Store Torv
- Ved Ingerslev Boulevard
- Ved Sct. Pauls Kirkeplads
Vil strække sig langt
- Vi vil gerne sende et signal om, at man skal sørge for at holde afstand og sprede festen ud og følge de anvisninger, der er i hotspotsene. Hvis de ikke bliver fulgt, laver vi et egentligt opholdsforbud, siger politiinspektør Martin Løye fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Et opholdsforbud betyder, at politiet lukker områderne, og der kan uddeles en bøde på 2500 kroner til de personer, der opholder sig der.
Men politiet vil gerne gå langt, før det sker.
- Vi vil også strække os langt for, at det bliver så god en begivenhed som muligt,
Hotspotsene løber fra kl. 12 søndag til kort efter kampen er slut.
Kampen starter kl. 19 og sendes på direkte på TV3+ og Viaplay, ligesom den kan følges på AGF's livetwitter.