Her er jeres østjyske drømmehold
Både TV 2 | ØSTJYLLANDs brugere og eksperterne i Fodbold med Horup- studiet har sat deres hold, og der er ikke enighed om alt
Som en del af sæsonafslutningen på Fodbold med Horup blev vært Nick Horup og de fire eksperter i studiet enige om deres østjyske drømmehold. Brugerne her på hjemmesiden har gjort det samme, og der er uenighed på flere pladser.
Alle er enige om Randers-keeper Kalle Johnsson, og i forsvaret går tre spillere igen på begge hold. Det er Daniel Christensen (AGF) på venstre back, midterforsvarerne Mads Fenger (RFC) og Niklas Backman (AGF). Den sidste plads i fire-mandsforsvaret er der derimod forskellige holdninger til.
Eksperterne vil have Horsens' Peter Nymann med, mens brugerne har mere tiltro til Johnny Thomsen (RFC). Og også på midtbanen er der delte meninger.
"Duncan" sikreste mand
Brugerne har stor tiltro til Danny Olsen (AGF) og Mandla Masango (RFC), og her vil eksperterne hellere have SIFs Mikkel Vendelbo på den centrale plads og Robert Skov ligeledes fra Silkeborg på kanten. Kasper Fisker (RFC) og Daniel A. Pedersen (AGF) er gengangere på begge hold på de to sidste pladser på midtbanen.
I angrebet ser eksperterne Horsens-kometen Kjartan Finnbogason som en, man ikke kan komme uden om, mens hjemmesidens brugere foretrækker Mikael Ishak fra Randers.
Hvem er årets østjyske flop og fund i de østjyske klubber?
Morten "Duncan" Rasmussen er som den anden angriber nærmest den sikreste mand på holdkortet hos alle parter.
Og hvem der så skal træne drømmeholdet, er der faktisk heller ikke enighed om. De fire mand i studiet og Nick Horup vil have Bo Henriksen som manden i spidsen for holdet, mens østjyderne mere hælder til RFCs Colin Todd.
Herunder kan du se eksperternes hold. Øverst i artiklen kan du se eller gense diskussionen om holdet i studiet. Du kan se hele programmet lige her.
I billederne øverst ser du AGFs Danny Olsen og Mikael Ishak fra Randers FC. Det er to af de spillere, som brugerne i modsætning til eksperterne vil have med på holdet.
Tirsdagens program med Fodbold med Horup var det sidste i denne sæson, og nu går fodboldmagasinet på sommerferie.