Hårdtsparkende venstreback sikrer AGF forløsende sejr
To langskudsmål af AGF's Casper Højer Nielsen var nok, da AGF slog Vejle Boldklub med 2-1 mandag aften
AGF’s venstreback, Casper Højer Nielsen, var mandag aften den helt store helt, da han scorede to flotte mål i 2-1-sejren over Vejle Boldklub i Superligaens 18. spillerunde.
Sejren var en stor forløsning for aarhusianerne, som brød en stime på syv ligakampe i træk uden sejr, hvoraf de seneste fire har resulteret i nederlag.
Læs også
Vejle havde ellers masser af muligheder til at bringe sig komfortabelt foran i første halvleg, men på trods af det hentede AGF sejren på to flotte langskudsmål af venstrebacken Casper Højer Nielsen.
Med sejren kravler AGF op i tabellen og lægger sig på 11.-pladsen, mens Vejle er på 13.-pladsen. De har henholdsvis 21 og 16 point.
Vejle dominerede
Baseret på spil og chancer i kampens indledning virkede det uundgåeligt, at Vejle ville komme foran.
Det gjorde gæsterne da også efter 19 minutter, da Vejle-forsvareren Vladis Emmerson fik skovlet bolden det sidste stykke ind over stregen efter et hjørnespark til stillingen 1-0 til Vejle.
AGF havde ikke meget at skyde med i en første halvleg, hvor hjemmeholdet var længe om at komme frem til en målchance.
I det 45. minut fik hjemmeholdet dog alligevel udlignet. Casper Højer Nielsen bragede bolden op i målhjørnet, og dermed kunne AGF gå til pause med stillingen 1-1.
Syv minutter inde i anden halvleg gentog Casper Højer Nielsen sit mesterværk. Venstrebackens langskud var så hårdt, at Vejle-keeper Pavol Bajza ikke formåede at redde bolden, og så stod der 2-1 til AGF.
Læs også
20 minutter før tid var gæsterne tæt på at udligne, men Vejle-kantspilleren Allan Sousas hovedstød tog overliggeren.
Fire minutter før tid burde AGF's Youssef Toutouh have lukket kampen, men han brændte den store chance.