Glen Riddersholm om debutanter: De er faldet fantastisk ind

Debutanterne blev vigtige for AGF i sæsonens første Superligakamp

03:01

AGF tog sejren i holdets første Superligakamp i den nye sæson. Det blev til 2-1 på udebane mod SønderjyskE. Cheftræner Glen Riddersholm, var meget tilfreds med sit hold efter kampen.

- Det var en tæt kamp, som vi havde ventet på forhånd mod sølvvinderne fra sidste år, der er et stærkt hjemmehold, som ikke har skiftet ret meget ud på positionerne. Det er vores første udebanesejr i Superligaen i 13 måneder, så det er jo væsentligt, at man kan gøre det sådan et sted som her, når man kender SønderjyskEs styrke på hjemmebane, siger Glen Riddersholm.

SE OGSÅ: Bo Henriksen: Vi slår AaB og modbeviser ’eksperter’

Fra starten af kampen lignede det ikke umiddelbart et AGF hold, der ville dominere kampen, SønderjyskE havde bolden meget på AGFs banehalvdel, og indlæggene fløj ind i AGF-feltet. Glen Riddersholm roser alligevel sit mandskab for at holde hovedet koldt i den første halve time.

- Det er klart, at når man møder så dygtig et hold på standardsituationer, som SønderjyskE er, og man har 14 imod sig i den første halve time, så vil jeg hellere rose drengene for at de bevarer roen, og at de kommunikerer, fordi de godt kunne overmatche os lidt fysisk på de situationer, siger Glen Riddersholm. 

04:04

Hør hvad Martin Spelmann og Stephan Petersen havde at sige efter kampen

Luk video

Aarhusianerne havde fire debutanter med fra start, og de blev en stor del af sejren. Jovanovic i målet havde en vigtig redning i starten af kampen, og begge assist samt målet til 2-0 havde debutanter som afsendere.

- Jeg synes, at de er faldet fantastisk ind, jeg synes de er godt scoutet både på spillemæssige kvaliteter og på menneskelige kvaliteter. Jovanovic hiver en vigtig redning op i dag. Musti (Amini red.), det er dejligt at få en spiller, som man troede ikke kunne lave assist eller mål, siger jeg med et glimt i øjet, han leverer en fremragende indsats. Junker laver en assist og arbejder stenhårdt, Spelmann spiller arbejder med et stort stort hjerte, siger Glen Riddersholm.