Glen i stort interview: Vi skal have flere topspillere
Nick Horup satte AGF-træneren i stævne til en snak om fansene, transfers, assistenttræner Lars Friis samt hvor lang snor han mon giver sine spillere
AGF's fodboldmæssige situation i næste sæson er endnu ikke på plads, efter overlevelsen i Superliga i første omgang glippede mandag aften. Derfor er det svært at forberede sig for meget på kommende spillerindkøb.
Alligevel er strategien dog sikker hos cheftræner, Glen Riddersholm.
- Vi går efter at styrke toppen. Vi skal have flere topspillere ind i truppen, og det vil vi forsøge, og så må vi se, hvilke spillere vi har tilgang til, hvor attraktive vi er og hvordan vi kan bygge det op, fortæller Glen Riddersholm i et længere interview med Nick Horup.
Midt i alle skaderne og karantænerne i denne sæson har der været flere positive historier at fortælle om klubbens unge spillere, der er trådt ind på den scene der hedder Superligaen og vist deres værd på det højeste niveau.
- Vi skal have spillere, som styrker os fra toppen af. Vi skal over tid kunne tilføre bredden via unge spillere som Stage, Bundu, Junker og Benjamin Hvidt. Så vi skal hele tiden sørge for at styrke holdet fra toppen af.
Den trofaste højre hånd
Lige siden FC Midtjylland-tiden har Glen Riddersholm haft Lars Friis ved sin side både på træningsbanen og under kampene. Og Lars Friis er en vigtig brik i AGF-trænerens virke.
- Han betyder meget, fordi vi på mange måder deler opfattelsen af spillet og de værdier vi både på og uden for banen skal arbejde efter.
- For mig er det vigtigt, at jeg ikke har en nikkedukke ved siden af mig, men en der kan give mig et kvalificeret modspil. Jeg har ikke brug for nogen, der ikke har evnen til at stille undrende spørgsmål til mig.
Glen Riddersholm og Lars Friis er først og fremmest cheftræner og assistenttræner i AGF, men de er også kollegaer, og derfor bliver der også snakket meget mere end fodbold, når de to går op og ned ad hinanden dag ud og dag ind.
- Når man arbejder i miljøet, som jeg gør, så snakker man om de dybeste følelser, familie, udfordringer og problemer i livet. Det gør vi i vores trænerstab.
Behandler spillerne forskelligt
Som cheftræner på et Superliga-hold er man også leder, og dermed Glen Riddersholm altså også ansvaret for de ansatte i truppen - spillerne.
Og for at få det maksimale ud af hver enkelt spiller, så kræver det en føling med mennesket bag spilleren. Det betyder også, at nogle spillere får længere snor en andre.
- Det kan jeg love dig for der er. Der er nogle gange, hvor jeg er nødt til at træffe nogle beslutninger, som umiddelbart kan være svære at forstå, men hvor jeg bruger min intuition og min erfaring, fortæller han i interviewet.
- Hvis vi ensretter for meget, hvordan skal vi så få kreativiteten og udfoldelsen frem hos det enkelte menneske? Det tror jeg ikke på, så det er en hård balance mellem at stille hårde krav men også at skabe den rummelighed, der er. Og der er jeg simpelthen nødt til at behandle medarbejderne forskelligt.
I afspilleren øverst på siden kan du se hele det 37 minutter lange interview med Glen Riddersholm, hvor fansene og hemmeligheden bag de seneste kampes succes blandt andet også bliver drøftet.
AGF-spilleren Jens Stage var gæst i sidste uges udgave af Fodbold med Horup gæst sammen med Silkeborg IF's Emil Scheel. Se hele udsendelsen her.