Effektive AGF slår OB i målrigt opgør

OB skabte store muligheder, men AGF var mere effektive og kunne derfor gå fra opgøret med en sejr på 4-2.

AGFs Benjamin Hvidt i kamp med OBs Aron Elis Thrandarson. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

AGF tog sæsonens anden sejr i Superligaen, da OB søndag eftermiddag på Ceres Park i Aarhus blev slået 4-2.

Dermed bragte aarhusianerne sig op på syv point for tre kampe og en plads i den rigtig sjove ende af tabellen.

Allerede fra kampens start stod det klart, at begge hold spillede med selvtillid og stor tro på egne evner foran mål.

Inden for det første kvarter havde AGF nemlig nået at bringe sig foran, få et mål imod sig og komme foran igen.

Læs også AGF præsenterer millioner i overskud

Kampen bølgede frem og tilbage og kunne have gået begge veje, men AGF viste den største effektivitet.

AGF's 19-årige stortalent Albert Grønbæk åbnede det tidlige målshow, da han med et flot spark uden for feltet kanonerede bolden op i det højre målhjørne. Det var AGF-talentets første seniormål.

AGFs Albert Grønbæk Erlykke jubler, efter at han har scoret til 1-0. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Fem minutter senere bragte OB's tunesiske offensivspiller Issam Jebali balance i regnskabet, da han headede bolden i mål, men kort tid efter sparkede AGF-spilleren Bror Blume atter engang AGF foran med en flad afslutning.

Læs også AGF'er kalder dum udvisning for ren refleks

OB pressede i slutningen af første halvleg voldsomt på, og især offensivspillerne Issam Jebali og Emmanuel Sabbi viste gode takter.

Med 20 minutter igen afgjorde AGF-topscorer Patrick Mortensen imidlertid næsten kampen, da han med et knaldhårdt spark bragte AGF på 3-1.

Men få minutter efter sparkede OB's Issam Jebali igen spænding ind i opgøret, da han scorede i forbindelse med et hjørnespark.

Læs også AGF-direktør: Vi må ikke miste sulten

Til sidst bankede AGF-back Casper Højer Nielsen dog bolden i mål på direkte frispark og afgjorde definitivt kampen.

AGF har derfor syv point efter tre runder, mens OB må nøjes med fire.

05:23

VIDEO: Direktør Jacob Nielsen har siden sin ansættelse i AGF i 2014 arbejdet på at bringe klubben tilbage i toppen af dansk fodbold. I 2020 blev målet delvist nået, da AGF opnåede en 3. plads i kampen om det danske mesterskab. Selvom Jacob Nielsen er tilfreds med resultatet, frygter han også, at fejringen af spillerne og deres indsats måske kan få nogle af dem til at miste koncentrationen og sulten efter at vinde.

Luk video