Det sidste eventyr: 'Duncan' skifter Aarhus ud med Polen
Morten "Duncan" Rasmussen har fået en kontrakt på halvandet år hos den polske klub Pogon Szczecin
Fodboldspilleren Morten "Duncan" Rasmussen skifter fra AGF til polske Pogon Szczecin på en halvandet år lang kontrakt.
Det meddeler den polske klub på sin hjemmeside.
- Det var ikke en nem transfer, men heldigvis kan vi bekræfte, at "Duncan" er vores nye spiller, lyder det fra sportsdirektør Maciej Stolarczyk.
- Vi behøvede en angriber med hans scoringsstatistik, og vi håber, at han hjælpe os til at opnå de bedst mulige sportslige resultater. Vi håber også, at vores unge angribere kan nyde godt af hans erfaring, fortsætter han.
Morten "Duncan" Rasmussen, som med 145 mål er den mest scorende nogensinde i Alka Superligaens historie, bestod tirsdag lægetjekket hos Pogon Szczecin, der er sidst i den polske liga med 17 point for 21 kampe.
I januar 2016 - ti år efter at han havde forladt AGF - blev "Duncan" præsenteret som spiller i den aarhusianske klub.
Læs også
Småt med spilletid i AGF
Her havde han forventet at slutte sin karriere, men nu stikker han som 32-årig igen til udlandet.
Det sker efter en periode, hvor han i Superligaen ikke fik tilfredsstillende nok med spilletid under træner David Nielsen.
- "Duncan" har fået mulighed for et sidste udenlandseventyr, som vi ikke vil stå i vejen form, indleder sportschef i AGF, Peter Christiansen.
- Det er ingen hemmelighed, at Duncan ikke havde udsigter til at spille så meget, som han tidligere har gjort, hvad der naturligvis ikke er tilfredsstillende for en ambitiøs angriber som ham.
- Så sammenholdt med hans ønske om at komme ud en måske sidste gang, er det her den bedste løsning for alle parter, uddyber sportschefen.
Læs også
"Duncan" fik som ung sit gennembrud i AGF, hvorefter han skiftede til Brøndby. I 2012 rejste han til skotske Celtic, hvor han dog aldrig slog igennem. Han blev udlejet til tyske Mainz, AaB og Sivasspor i Tyrkiet.
I 2012 skiftede han så til FC Midtjylland, hvor han i sin periode på fire år nåede at blive dansk mester med klubben under træner Glen Riddersholm.
Samme træner hentede ham siden til AGF, men Riddersholm blev fyret sidste efterår, og den nye mand i sædet, David Nielsen, havde ikke samme fidus til angriberen.