David Nielsen: Vi skal ikke løbe ind i Randers-kniven igen
Lokalbraget mod Randers FC er ikke bare en vigtig kamp på grund af de to klubbers situation. Det er et opgør, der betyder utroligt meget på Fredensvang
Søndag er der derby-runde i Superligaen. Det betyder dermed, at Randers FC og AGF nok en gang tørner sammen, i det der efterhånden har vokset sig til en af de vigtigste kampe for begge mandskaber.
Opgørerne plejer at byde på masser af intensitet, og ikke mindst en masse god lir de to klubber imellem som optakt til kampen. Og David Nielsen har da også fået vigtigheden af kampen ind under huden.
- Det betyder alt. Det er jo rivalerne, og det betyder meget for alle i klubben, med den historik der er i begge klubber. Så det er en stor kamp på søndag, som vi glæder os ekstremt meget til, fortæller AGF-træner David Nielsen.
Læs også
Selvom den tidligere Lyngby-træner kun har været i AGF i godt en måned, så kan han sagtens mærke vigtigheden af kampen, når han sammen med spillerne går ud på træningsbanerne på Fredensvang.
- Ja, det kan jeg godt. Det har vi kunnet mærke hele ugen, og sådan skal det også være. Omvendt har det også været vigtige kampe de andre uger. Vi har et ekstremt kompetitivt træningsmiljø, som jeg hele tiden skal sørge for at balancere.
Skal revanchere sidste opgør
Sidst AGF og Randers FC krydsede klinger var i 8. spillerunde. Her hentede Randers FC sin hidtil eneste sejr i denne sæson. Men det var til gengæld en overbevisende en af slagsen, kronjyderne vandt nemlig med hele 4-1.
Læs også
Selvom det var Glen Riddersholm, der havde AGF-tøjlerne i den kamp, så har David Nielsen studeret den kamp nøje forud for søndagens dyst i Randers.
- Det er jo for så kort tid siden, så det er man nødt til at tage højde for. Det er vigtigt, for det er nogle af Randers' styrker, de vinder den kamp på. Man kan se, at de har dygtige spillere, og den kniv løb AGF ind i sidst, og den skal vi sørge for, vi ikke løber ind i igen, siger David Nielsen.
En masse på spil
Mustafa Amini skiftede i sommeren 2016 fra Randers FC til AGF. Begge klubber har sidenhen fået mange nye spillere, men kampene mod rivalen er stadig noget helt specielt.
- Selvfølgelig betyder de stadig noget. Det er en stor kamp, og det bliver en rigtig kamp på søndag. Du kan se, hvad der er på spil for klubberne, så det bliver en god kamp, fortæller den australske landsholdsspiller.
Sidst de to klubber mødtes i Randers var der drama for alle pengene, med mål, rødt kort, straffespark og ikke mindst masser af frispark. 'Musti' forventer da også endnu en hård fight.
- Uden tvivl. Og endnu værre. Jeg håber, stadion bliver fyldt. Sidste opgør (i Randers, red.) var den Superligakamp med flest frispark. Forhåbentlig bliver det ikke så slemt, men vi får de tre point.
- Der er en masse på spil. Randers er sidst, og vi har tabt tre i træk. Og det er ikke godt nok for en klub som AGF, men på søndag får ændret det.
Opgøret mellem Randers FC og AGF spilles på BioNutria Park på søndag klokken 16:00.