Danny Olsen: Alle vil gerne byde sig til
Danny Olsen scorede AGF's ene mål, da holdet mandag aften tabte til Silkeborg
Da AGF mandag aften tabte 3-1 til Silkeborg var det anden kamp i træk, at Danny Olsen blev skiftet ind efter en times spil.
Det var også anden kamp i træk, at han scorede kort efter.
Men en skade var faktisk tæt på at holde ham helt ude af opgøret mod Silkeborg.
Læs også
- Det var egentlig planen, jeg skulle være startet inde i denne her kamp, men jeg har haft lidt problemer med min ene akillessene, så vi ville helst ikke bringe mig i spil i dag. Men det kom jeg så alligevel, og så er det selvfølgelig dejligt at score, selvom vores præstation langt fra var god nok i dag, siger Danny Olsen.
Midtbanekæmperen kom på banen med ordre om at holde fast i bolden og træffe nogle kloge beslutninger. Og han spillede en stor rolle i, at AGF fik spilovertaget igen mod kampens slutningen.
Alligevel vil han dog ikke mene, han er selvskrevet til holdkortet, når AGF på mandag skal til Aalborg.
- Alle vil selvfølgelig gerne byde sig til, også mig. Men om jeg skal starte inde næste gang, det er op til Glen. Jeg håber da at gøre det så godt som muligt på træningsbanen og med de minutter, jeg nu får. Vi må se til næste kamp, jeg er i hvert fald klar til at snøre støvlerne og give den gas, lød det efter kampen fra Danny Olsen.
Læs også
Den dør, som AGF fik åbnet med sejren over Viborg, den er næsten lukket igen. Så nu kræver Danny Olsen fuld fokus på kampene mod AaB.
- Nu handler det om at få så mange point som muligt i de to svære kampe mod AaB, så vi kan indhente Viborg og Silkeborg. Det bliver nogle spændende uger, vi går imøde.
31-årige Danny Olsen har spillet 20 kampe i denne sæson og scoret tre mål. Hans kontrakt med AGF udløber til sommer.