AGF-træner: Vi havde brug for at overraske Sønderjyske
Ifølge David Nielsen var det for at overraske Sønderjyske, at man lagde Jens Stage op i angrebet.
I fredagens 1-0-sejr over Sønderjyske i Superligaen havde AGF-træner David Nielsen valgt at lægge Jens Stage i angrebet i stedet for Kasper Junker, der har været udskældt for sine manglende mål på det seneste.
Ifølge David Nielsen skete angrebsskiftet ikke for at sætte Kasper Junker af.
- Jeg følte, at vi havde brug for at overraske vores modstander i dag, i stedet for at Sønderjyske bare havde fokuseret på bagrummet, hvor Kasper Junker havde ligget.
- Tanken var, at det kun skulle være det første kvarter, men Mustapha Bundu kom med mange ting ude fra kanten, og han blev farlig derude, og det virkede til, at Sønderjyske ikke havde forberedt sig på det.
- Det var et eksperiment, og det synes jeg, at vi kom godt ud af, siger David Nielsen efter AGF's første sæsonsejr i Superligaen.
Jens Stage siger selv, at det var lidt specielt at skulle spille angriber.
- Jeg har ikke spillet angriber, siden jeg var 14 år ude i Lyseng, så det var lidt specielt, og jeg skulle lige huske på, hvad det var, der skulle gøres.
Jens Stage er normalt midtbanespiller, men han er blevet kastet meget rundt på banen. Det har han dog ikke noget problem med.
- Så længe jeg er på banen, så er det ikke noget problem at spille en anden plads. Så længe vi leverer, så er jeg lykkelig, og så kan positionen komme i anden række, siger Jens Stage.
Kasper Junker, der blev siet fra til startopstillingen, var skuffet over fravalget.
- Alle fodboldspillere er skuffede, når de bliver sat på bænken, men der var nogle interne taktiske ting, og så måtte jeg jo komme på banen senere i kampen og bidrage med det, jeg kan, og det synes jeg også, at jeg gjorde, siger Kasper Junker.
Kasper Junker har muligheden for at være i startopstillingen i næste runde, hvor AGF møder Randers FC på udebane.