AGF-nedtur på hjemmebane

Nordjyderne vandt over Brøndby i finalen. I alt deltog fem superligaklubber i turneringen. AGF røg ud af turneringen efter gruppespillet.

AaB tog årets første pokal, da nordjyderne fredag vandt indendørsstævnet KMD Cup, der blev afholdt i Ceres Arena i Aarhus.

Nordjyderne besejrede Brøndby i finalen med 4-2 efter mål af superligaprofilerne Phillipp Ochs, Wessam Abou Ali og Kasper Kusk.

Alle 5.000 pladser i Ceres Arena var udsolgt, og hjemmepublikummet gjorde sit til at skabe stemning. Den ene langside var fyldt med AGF-tilhængere i hvide trøjer, og aftenen igennem blev der især sunget smædesange mod Brøndby-supporterne.
Alle 5.000 pladser i Ceres Arena var udsolgt, og hjemmepublikummet gjorde sit til at skabe stemning. Den ene langside var fyldt med AGF-tilhængere i hvide trøjer, og aftenen igennem blev der især sunget smædesange mod Brøndby-supporterne. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

AaB var foran med 3-0 efter første halvleg. I anden halvleg skabte Brøndby spænding, efter at først Josip Radosevic og siden Mikael Uhre reducerede til henholdsvis 1-3 og 2-3.

Men Kasper Kusk sikrede sejren med målet til 4-2.

Ud over AaB og Brøndby deltog AGF, Vejle og OB i turneringen.

AaB stillede til start med blandt andre Superliga-profilerne Kasper Kusk og Lucas Andersen. De slog Brøndby IF 4-2 i finalen.
AaB stillede til start med blandt andre Superliga-profilerne Kasper Kusk og Lucas Andersen. De slog Brøndby IF 4-2 i finalen. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Der bliver ved KMD Cup spillet to halvlege af syv minutter. Hvis det står lige ved anden halvlegs afslutning, tages der amerikansk straffespark i brug for at finde en vinder. Her laver spillerne et opløb, som man kender det fra straffeslag i ishockey.

Sidste års vinder af KMD Cup, AGF, missede en plads i dette års finale efter et nederlag til Brøndby i den sidste gruppekamp.

Brøndby-fansene havde indtaget det ene hjørne, hvorfra de det meste af aftenen kæmpede med AGF's tilhængere om lydkulissen. 
Brøndby-fansene havde indtaget det ene hjørne, hvorfra de det meste af aftenen kæmpede med AGF's tilhængere om lydkulissen.  Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

KMD Cup blev etableret i slutningen af 2017, da de fire superligaklubber Brøndby, OB, AGF og AaB gik sammen med TV3 Sport om at stifte turneringen.

Turneringen vil skiftevis blive spillet i de fire klubbers byer.

Sidste års udgave af KMD Cup var den første af slagsen og blev afholdt i Brøndby Hallen.

AGF's unge målmand, Søren Bugge, jubler efter en redning på amerikansk straffespark imod Vejle.
AGF's unge målmand, Søren Bugge, jubler efter en redning på amerikansk straffespark imod Vejle. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix