AGF møder tyrkisk storklub i opvisningskamp
Tirsdag den 26. juli spiller AGF mod Galatasaray på Ceres Park
Wesley Sneijder, Lukas Podolski og Hamit Altintop. Det er blot et lille udpluk af de topspillere, som fodboldfans har mulighed for at opleve i Ceres Park tirsdag d. 26. juli, når tyrkiske Galatasaray gæster Aarhus. De tyvedobbelte tyrkiske mestre har valgt at spille én af deres forberedelseskampe til den nye sæson i Danmark, og AGF er udset som modstander.
Cheftræner Glen Riddersholm ser frem til muligheden for at måle sig med et hold i den europæiske top.
Læs også: Elez vælger AGF fra og fortsætter i udlandet
- Det bliver rigtig interessant at møde Galatasaray, som i en europæisk målestok har en enorm opmærksomhed, og der vil med stor sandsynlighed komme rigtig mange tyrkiske tilskuere. Galatasaray er en kæmpe klub - meget større end de fleste forestiller sig, så på den måde bliver det attraktivt. Jeg har også personligt gode erfaringer med at lægge kampe ind mod højere rangerede modstandere. Det er med til at give os et indblik i, hvad der kræves, hvis vi skal løfte overliggeren for vores egen performancekultur, og hvis vi selv over tid skal ud at spille i Europa. Det er en god mulighed for at komme op i tempo, og det kan vi forhåbentlig drage fordel af i Superligaen, siger Glen Riddersholm i en pressemeddelelse.
Også adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen, er begejstret over at få besøg af den tyrkiske storklub.
Læs også: Jesper Lange: Jeg har fået en undskyldning af AGF
- Sportsligt bliver det en interessant styrkeprøve for vores spillere at møde et hold, der hører til i den europæiske topklasse og pt. er placeret som nr. 32 på UEFA's klubrangliste, og vi er stolte over, at Galatasaray har valgt at spille i Aarhus. Vi håber naturligvis også, at det er en kamp, der vil trække mange tilskuere - både AGF-fans, andre fodboldinteresserede og ikke mindst herboende Galatasaray-tilhængere, der får mulighed for at opleve deres favorithold live, siger adm. direktør Jacob Nielsen.
Kampen fløjtes i gang kl. 19.45, og billetsalget starter på fredag kl. 12.
Kampinfo: AGF - Galatasaray
Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C
Billetpriser: 150 kr. for voksne og 100 kr. for børn under 14 år.
Billetsalget starter fredag d. 24. juni kl. 12.00.