AGF må undvære to profiler til jysk brag mod FCM

Både Mustapha Bundu og Mustafa Amini sidder ude, når AGF drager til Herning søndag aften.

Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

AGF har sat en solid kurs mod bronzemedaljerne i 3F Superligaen, men til søndagens jyske topbrag mod førerholdet FC Midtjylland, må aarhusianerne undvære to af holdets store profiler.

Klubbens største salgsaktiv, Mustapha Bundu, er ikke klar efter den skade, han pådrog sig mod FC Nordsjælland i seneste runde, og samtidig får midtbanemotoren Mustafa Amini et hvil.

Især Bundu har været den helt store oplevelse i AGF's offensiv i denne sæson, hvor han har drevet gæk med mangt et forsvar.

Mens træner David Nielsen altså må undvære Bundu og Amini, kan han glæde sig over at have sin anfører tilbage.

Forsvarskrumtap Niklas Backman er retur efter at have stået over i kampen mod FC Nordsjælland.

Det er ikke kun AGF, som må undvære et par vigtige spillere til kampen.

FCM er hårdt ramt på midtbanen. Bolværket Frank Onyeka samt kantspiller Mikael Anderson er ude med karantæne, mens kreatør Evander pådrog sig en skade i 0-0-kampen mod Brøndby.

Kampen er ikke blandt de tre superligaopgør, hvor der som forsøg må lukkes mere end 500 mennesker ind.

Derfor er der kun 300 billetter til kampen til fans og sponsorer, når spillere, stab, tv-hold, bolddrenge, presse, frivillige med videre er trukket fra.

Kampen starter klokken 20.