AGF-koryfæ lægger handskerne på hylden
Til sommer er det slut for den 35-årige AGF-målmand Steffen Rasmussen, der har valgt at stoppe karrieren for at hellige sig et civilt job
418 kampe er det efterhånden blevet til for AGF, men til sommer er det forbi. Målmanden Steffen Rasmussen har besluttet sig for at stoppe karrieren.
- Jeg har fået et spændende tilbud fra DLG, hvor jeg skal være energikonsulent. Det er en god mulighed for mig, og det passer godt med, at det alligevel var ved at være tid for mig til at overveje, hvad der skulle ske, når min fodboldkarriere sluttede, siger Steffen Rasmussen i en pressemeddelelse.
Den 35-årige keeper har spillet næsten hele sit liv i AGF og betegnes af mange som en legende i klubben. Men nu skifter han altså handskerne ud med en tilværelse som konsulent.
Det er dog med vemod, han har taget beslutningen, fortæller målmanden.
- Jeg elsker AGF og mit arbejde. Det er meget få mennesker forundt at leve af sin sport i så mange år, som jeg har gjort. Samtidig har jeg haft det privilegium at være i en fantastisk klub, hvor jeg gennem tiden har været omgivet af engagerede og dygtige mennesker, lyder det fra ham.
- Jeg er meget taknemlig overfor AGF's fans og den støtte, de har ydet. Det har været fantastisk at opleve deres støtte og loyalitet, og det har været et privilegium at spille for dem og i den trøje, vi alle holder så meget af, tilføjer Steffen Rasmussen.
Indbegrebet af en ægte AGF'er
Hans klub har kun lovord til overs for den indsats, som han har ydet gennem de mange år.
- Steffen er en værdsat og værdifuld del af klubben, hvor han hver dag bidrager med sin store erfaring og sit engagement. Det har været imponerende at opleve, hvordan han med format har håndteret den øget konkurrence, han i de senere år har mødt om pladsen i målet. I den rolle har han vist sit høje niveau og været et eksempel til efterfølgelse, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen og tilføjer:
- Steffen er for mig indbegrebet af en ægte AGF'er, der med en stor vindermentalitet og med hårdt arbejde har været en fantastisk målmand for AGF. Det er unikt i dansk fodbold, at en spiller får over 400 kampe for den samme klub.
AGF kommer til at markere Steffen Rasmussens karrierestop på behørig vis, når sæsonen går på hæld, og klubben har tilbudt ham en såkaldt testimonial, men han ønsker i stedet at markere sit karrierestop på anden vis.
- Jeg har følelsen af, at jeg fortsat er en vigtig del af klubben og har en rolle at spille. Så nu vil jeg nyde min sidste tid som aktiv og have fuld fokus på de kommende kampe for os i slutspillet, siger Steffen Rasmussen.
Steffen Rasmussen fik debut for AGF i en kamp mod OB i november 2002. Siden har han spillet 418 kampe for AGF og han er den AGF’er, der har spillet flest Alka Superligakampe. Han har også spillet to ungdomslandskampe og været udtaget til både liga- og A-landsholdet.
Hans nuværende kontrakt udløber den 30. juni, hvorefter det altså er tid til et nyt kapitel for målmanden.