AGF-bombe i allersidste minut: Henter profil hos oprykker
André Riel er ny mand i AGF-angrebet. På sin Instagram-profil bekræfter aarhusianerne, at de henter Helsingør-topscoreren
Der er blevet skreget på en angriber i Aarhus siden Morten 'Duncan' Rasmussen og Kasper Junker begge blev skadet.
Nu kan skrigene dog forstumme. AGF har nemlig hentet FC Helsingørs topscorer, André Riel, på en tre-årig kontrakt.
- Det er en spændende mulighed for mig, som jeg ikke kunne takke nej til. AGF er i mine øjne en storklub, og jeg glæder mig til at vise mig frem her, siger André Riel til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge den nye angriber var det både holdkammeraterne, trænerteamet og ikke mindst fanskaren i Smilets By, der lokkede ham væk fra de trygge rammer i Helsingør og på Sjælland.
Ville helst til Aarhus
- Fansene kan forvente at se en hårdtarbejdende angriber med mål i støvlerne, og jeg vil kæmpe for AGF, siger André Riel.
Nyindkøbet er vaskeægte københavner, og derfor venter der formentlig også lidt tilvænning, når nu han rykker vestpå og væk fra venner og familie.
Læs også
- Men Aarhus er en dejlig by, som jeg kender lidt til i forvejen. Hvis jeg skulle spille et andet sted i Danmark end i Københavns-området, så skulle det være Aarhus, forklarer angriberen.
André Riel har haft en god tid i sin seneste klub FC Helsingør både med mål i sidste sæson i 1. division og i den nuværende Superliga-sæson.
- Derfor er det da også vemodigt at sige farvel til Helsingør, hvor især trænerne har betydet meget for mig. Men sådan er fodbold nu engang, og man skal smede, imens jernet er varmt, lyder det fra André Riel til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan få debut mod Randers
Sportschef Peter "PC" Christiansen lukkede ellers aarhusianernes transfervindue allerede torsdag eftermiddag, men få minutter før midnat blev købet af André Riel en kendsgerning.
- Vi har haft André i kikkerten i et stykke tid, men det så ikke ud til at lykkes. Det gjorde det så her til allersidst, og det er vi naturligvis meget glade for. André er en hårdtarbejdende forward med en ekstrem fart i stængerne og en tro på sig selv, man ikke ser så ofte på disse breddegrader. Han er tillige en afslutter af høj kvalitet og en angriber, der kan give alle forsvar i Danmark problemer, siger Peter "PC" Christiansen.
Læs også
Også cheftræner Glen Riddersholm er ganske godt tilfreds med nyerhvervelsen.
- Med de angribere, vi har haft ude på det seneste, og det behov, det har efterladt, har vi vurderet, at André vil være en god tilføjelse til vores trup. Han har kant, ambitioner og ikke mindst de fodboldmæssige kvaliteter, der skal til. Han har fart, er en dygtig afslutter og kan indgå i kombinationsspillet. Han har vist, at han kan tilpasse sig, når han rammer et højere niveau, hvilket vi skal arbejde på også lykkes i AGF, og så besidder han den sult og ærgerrighed, vi ønsker hos vores spillere, siger cheftræner Glen Riddersholm.
27-årige André Riel har i denne sæson spillet alle syv kampe for FC Helsingør og har scoret fire mål. I sidste sæson blev han også sjællændernes topscorer, da han nettede ni gange i 1. division.
Riels karriere startede i Hellerup, og siden da har han blandt andet spillet på Færøerne, i Vendsyssel FF og for Fremad Amager.
André Riel tiltræder i AGF med det samme og kan derfor få debut i AGF's kamp mod Randers FC lørdag den 9. september kl. 16 i Ceres Park. André Riel møder sine nye holdkammerater i AGF på mandag.