Tusindvis af Brøndby-fans i Horsens: Ingen problemer
Gader og stræder i Horsens er fyldt med røg og gule farver. Indtil videre er alt forløbet stille og roligt, siger politiet
Festglade Brøndby-fans fra nær og fjern er på gaderne i Horsens, som optakt til kampen i aften klokken 20.
5.100 brøndbyfans har købt billet til kampen mellem AC Horsens og Brøndby IF, det kan ses i midtbyen.
Hjemmeholdets fans kaldes Den gule fare, men fredag er det Brøndbys gule trøje, der pryder gadebilledet i Horsens.
Politiet er også til stede for at sikre, at alt forløber uden problemer.
- Vi er til stede og føler, hvad der sker. Det er anderledes, end det plejer, siger Jørgen Lindhardt, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.
Ikke det store - udover lidt røg
Indtil videre har der ikke været nogle problemer - udover lidt romerlys.
- Det er forløbet stille og roligt. Ingen problemer. Der har været lidt affyring af pyroteknik, men sådan er det jo, siger Jørgen Lindhardt.
Han håber da også, at det vil fortsætte efter kampen.
- Vi forventer, at de får en god fodboldoplevelse, og tager hjem igen. Det håber vi, og det gør de nok også, siger Jørgen Lindhardt.